OM MIG

Alt i universet handler om energi og balance – både i vores indre verden og de omgivelser, vi skaber omkring os. Min mission er at støtte dig i at løfte energien og skabe harmoni i dit indre og ydre hjerterum, så du kan leve et liv i sandhed fra hjertet, hvor glæde og kærlighed kan flyde frit. Gennem lydhealing, klangmassage, Feng Shui og energiværktøjer som essentielle olier hjælper jeg dig med at finde ro, styrke og klarhed, så du kan opnå en dyb forbindelse til dig selv og din egen sandhed.

 

MIN HISTORIE

I mange år levede jeg et liv, hvor travlhed og præstation fyldte alt. Jeg satte mig selv i baggrunden, overhørte signalerne fra min krop og lod mig styre af ydre forventninger. Universet sendte adskillige advarsler, som jeg ikke lyttede til, og til sidst blev en kræftdiagnose det nødvendige opbrud, der fik mig til at stoppe op og tage mit liv op til overvejelse.

Denne oplevelse blev starten på min rejse ind i spiritualitet, lyd og energiarbejde. Jeg opdagede klangskålenes dybe effekt – hvordan deres vibrationer ikke blot fremmer afslapning, men også hjælper med at genoprette balance i både krop og sind. Feng Shui lærte mig, hvordan vores omgivelser kan støtte vores indre liv, og hvordan små ændringer kan skabe store forvandlinger.

I dag lever jeg et liv, hvor jeg lytter til mit hjerte og arbejder i harmoni med den energi, der omgiver mig. Det er blevet min passion at dele denne viden og hjælpe dig med at finde din egen balance – et liv, hvor du kan leve autentisk, med glæde og kærlighed som din drivkraft. Sammen kan vi skabe den energi og harmoni, der støtter dig i at leve fra hjertet.